Tilfldig Billede
 
Artikler: Cichlider, Tanganyika
Altolamprologus calvus

Altolamprologus calvus er en rovcichlide fra Tanganyika søen, der lever ved klippekysten hvor den hovedsagligt ernærer sig af rejer og andre cichliders yngel. Den har en ekstremt sammenpresset krop, der gør de muligt at komme ind i selv meget smalle sprækker i klipperne på jagt efter bytte. Når et bytte er lokaliseret indtager den en typisk jagtpositur med hovedet skråt nedad, parat til at slå til. 
A. calvus kan minde en del om dens nære slægtning A. compressiceps, men sidstnævnte har en højere krop og en kortere snude end A. calvus. Hos voksne individer er der ingen ydre kønsforskel end størrelsen.
Den holdes bedst parvis sammen med andre robuste cichlider i minimum et 250 l akvarium. Den generer ikke andre fisk, men man skal ikke regne med, at ret meget af deres yngel vokser op.

Opdræt:

A. calvus er kun territoriel under yngletiden og uden for denne svømmer de rundt alene på jagt efter bytte. Når yngletiden nærmer sig, udvælger hunnen et hul i klipperne der akkurat er stort nok til hende, men for lille til hannen. Når hunnen er parat til leg, lokker hun en han ned til hulen der befrugter de lagte æg uden for hulen. Efter æglægningen blokerer hunnen indgangen med sin krop og hannen patruljerer i nærheden i et par dage. Han er dog som ofte forsvundet når ungerne er fritsvømmende efter 10 dage.

 


Boulengerochromis microlepis

Boulengerochromis microlepis er verdens største cichlide - intet mindre! Den opnår en længde på et godt stykke over 70 cm og kan veje over 3 kilo. Den kan findes i hele søen, men fortrækker overgangszonen mellem klippekysten og sandbunden eller den rene sandbund. Voksne individer er rovfisk, der forfølger de enorme stimer af silde lignende fisk der findes i Tanganyika søen og Xenotilapia arterne over sandbunden. 

C. microlepis kan ikke siges at være egnet til almindelige akvarier, da de kræver uhyre meget plads. De kan kun holdes i meget store show- eller offentlige akvarier, der kan tilbyde dem den svømmeplads de kræver.

 

Opdræt: B. microlepis er en æglæggende substrat leger, der under yngletiden søger ind på lavt vand for at gyde. Parret graver en grube i sandbunden, ofte i nærheden af en sten, hvor æggene lægges. Æglægningen kan tage flere timer og resulterer i mellem 5000-12.000 æg. Både hannen og hunnen vogter æggene og de små larver der klækker efter tre dage. I de næste 4-5 dage flyttes ungerne rundt imellem små gruber for at undgå, at specielt maller forgriber sig på yngelen om natten. Otte dage efter æglægningen bliver ungerne frit svømmende, hvilket er et meget kritisk tidspunkt i deres liv, da forældreparret umuligt kan kontrollere 10.000 ungers færden. Ungerne danner en enorm sky, vogtet af en forælder på hver side, der leder ungerne ud på dybere vand over sandbunden, for at undgå angreb fra specielt Neolamprologus arter i overgangszonen. Forældrene tager ikke føde til sig under hele yngelplejen og undersøgelser tyder på at maven begynder at gå i opløsning. Meget tyder derfor på at B. microlepis kun gyder en enkelt gang i sit liv og så snart ynglen er blevet overladt til sig selv, dør forældrene.

 


Cyphotilapia frontosa burundi

C. Frontosa er en af de større cichlider fra Tanganyika søen. Den lever på en rimelig stor dybde. Den er således fanget helt ned til 70 meter. 
Den bliver stor. For de største, helt op til 35 cm. Under akvariehold, er der forlyder om individer på op til 45cm. Dette er dog ikke dokumenteret.
I naturen lever C. Frontosa primært af fisk. Specielt af Cyprichromis typerne. Den jager ikke sin føde. Men bruger en mere energibesparende metode. Den starter sin fødesøgning mens det stadig er mørkt, og dens byttefisk sover på bund og klipper. Så kan den lige så stille sluge byttefisken.
I naturen forekommer C. Frontosa i flokke. Disse kan sagtens indeholde flere hanner, og rugende hunner.

Akvarieforhold: I akvariet er C. Frontosa nem at have med at gøre. Den er meget robust, og bliver sjældent syg. Dog syntes der at være en del problemer med vildtfangede eksemplarer, der får luft i mave/tarm. Derved står de op "popper" i vandet og skal konstant kæmpe for at holde sig nede.
Dette kan dog afhjælpes med et indgreb. Man skal dog være meget inde i fiskens anatomi, inden man begiver sig ind på dette.

Opdræt: C. Frontosa er lige så rolig når den yngler, som når den foretager sig alt andet. Hannen dæmper sin farve og lægger sine finner ned, for ikke at skræmme hunnen. Derefter forsøger han at indkredse hende, til et forud bestemt område. Denne fase kan tage meget lang tid. Hannen blev ikke på noget tidspunkt, utålmodig eller voldelig overfor hende. Når hun omsider er klar, deponere hun et æg, som hun straks tager i munden. Hannen lægger sig derefter på siden, sitrer svagt og slipper sin sæd. Denne tager hunnen i munden, og starter forfra. Det er udelukkende hunnen der tager sig af mundrugningen.


Cyprichromis sp leptosoma tricoler

Cyprichromis sp. "leptosoma jumbo" er en endnu ubeskrevet Cyprichromis art, der adskiller sig fra de andre kendte arter ved, at være længere og have en højere ryg, samt dens specielle farvetegninger. Cyprichromis sp. "leptosoma jumbo" findes i den sydlige del af søen mellem Kanoni i vest og Cape Mpimbwe i øst og der findes mindst ti lokale varianter: Kekese, Mpimbwe, Malasa, Isanga, Kapemba, Chaitika, Kipimbi, Moliro, Kapamba og Kitumba. Hannernes farvetegninger er poly-kromatiske, hvilket vil sige at hannerne inden for samme art har forskellige farvemønstre. Hunnerne er viser ikke de samme stærke farver, men er farvet i brunt og sølv.

Som alle andre Cyprichromis arter holder C. sp. "leptosoma jumbo" til i de frie vand. Den ernærer sig af zooplankton, der tages enkeltvist ved at den meget fleksible mund skydes frem, hvorved der dannes et undertryk. De danner enorme stimer på ofte over 10.000 individer og det ses ofte at flere forskellige arter Cyprichromis danner stimer, ligesom Paracyprichromis arter også kan indgå. Der findes forskellige former for stimer: de fødesøgende stimer består af voksne hunner og unge ikke territoriale hanner. Nærmere klipperne, men stadig i det frie vand, optræder stimer med territoriale hanner og legemodne hunner. Den tredje type af stime består af mundrugende hunner.

I akvariet er C. sp. "leptosoma jumbo" langt mere aggressiv end de andre Cyprichromis arter og hannerne kan godt være stride mod både hinanden og andre fisk. Det anbefales ikke at holde den sammen med bundlevende sandcichlider, da den simpelthen er for aggressiv. Jeg ved nogen herinde har haft succes med denne sammensætning, men jeg har hørt om langt flere hvor det er gået galt. Aggressionerne hannerne imellem kan fordeles ved at holde flere hanner sammen.

C. sp. "leptosoma jumbo" er en stor fisk og for at de rigtigt kan udfolde deres adfærd, kræves store akvarier med en minimumslængde på 150 cm.


Eretmodus cyanostictus

Hestenæse cichliden er en ofte overset cichlide fra Tanganyika søen, hvilket ikke er til at forstå da det er en meget interessant cichlide.
Hestenæsen lever af at raspe alger af stenene og bruger også meget tid på bunden, hvor den filtrere sandbunden for foderemner.
Det er ikke muligt at kende forskel på han og hun, dog bliver hannen ca. 2 cm større generelt for alle arter.

Opdræt:

De 2 fisk skiftes til at gnubbe munden mod hinandens maver, svømmer rundt om hinanden og jagter andre nærgående fisk væk. Efter lidt leg, svømmer hunnen over en overflade og planter æggene, lige efter kommer hannen og befrugter æggene og hunnen går herefter med æg/unger i omkring 10-12 dage. I perioden med æg i munden spiser hunnen ikke. Når hunnen mener hun har gjort sit med æggene, forekommer legen en gang mere, man kan sige hun kalder på hannen. Mund mod mund, stiller begge parter sig lodret i vandet, hunnen spytter ungerne ud som straks søger ind i gabet på hannen. Når hunnen er tømt og hannen er fyldt, går han med æggene i ca. 10-12 dage. I denne periode spiser hannen ikke, hunnen spiser meget for at blive klar til endnu et kuld, når hannen er klar igen. Denne måde at yngle på kaldes biparental, disse fisk er altså biparentale mundrugere. Når hannen slipper ungerne er det op til dem selv at overleve, og her opstod et problem! Selvom ungerne er store når de forlader hannen bliver de desværre spist af de andre fisk.


Julidochromis Ornatus

Den gyldne Julie (Julidochromis ornatus) er en art af fisk i Cichlidae familien. Det er endemisk i Tanganyika søen, der kun findes i den yderste nordlige og sydlige kyster af søen i stenede omgivelser.

Julidochromis ornatus findes i overgangszonen hvor klippekysten møder sandbunden. I modsætning til J. regani holder den sig dog altid tæt til klipper og sten. Den lever af små snegle, krebsdyr og invertebrater. J. ornatus ses som alle Julidochromis altid svømmende tæt ind mod underlaget og følger konturene på klipper og sten. Unge individer ses ofte alene, mens voksne som regel ses parvis.

 

Akvarieforhold: I akvariet holde J. ornatus bedst parvis - start med en lille flok ungfisk og lad dem selv parre sig ud. Et voksent par kræver minimum et akvarium på 85 liter, men gerne større. Akvariet bygges op med nogle stenopbygninger og bunden skal bestå af fint sand.

 

Opdræt: Hold aldrig mere end én art Julidochromis i samme akvarie da de krydser. J. ornatus er en huleleger, der ofte graver en lille grube under en sten, hvor æggene lægges. Hunnen tager sig af æggene og ungerne, mens hannen forsvarer det ydre revir. Kuldstørrelsen er lille og tæller ofte ikke mere end 25 unger. Ungerne tolereres omkring hulen længe og jages først bort når de bliver kønsmodne.


Julidochromis regani

 

Julidochromis regani findes i overgangszonen hvor klippekysten møder sandbunden og er den eneste Julidochromis der kan ses over ren sandbund. Den lever af små snegle, krebsdyr og invertebrater. J. regani ses som alle Julidochromis altid svømmende tæt ind mod underlaget og følger konturene på klipper og sten. Unge individer ses ofte alene, mens voksne som regel ses parvis. 
I akvariet holde J. regani bedst parvis - start med en lille flok ungfisk og lad dem selv parre sig ud. Et voksent par kræver minimum et akvarium på 100 liter, men gerne større. Akvariet bygges op med nogle stenopbygninger og bunden skal bestå af fint sand. 
Hold aldrig mere end én art Julidochromis i samme akvarie da de krydser.

Opdræt:

J. regani er en huleleger, der ofte graver en lille grube under en sten, hvor æggene lægges. Hunnen tager sig af æggene og ungerne, mens hannen forsvarer det ydre revir. Kuldstørrelsen er forholdvis stor og det er ikke unormalt med over 150 unger. Ungerne tolereres omkring hulen længe og jages først bort når de bliver kønsmodne.

 


Neolamprologus brichardi

Neolamprologus brichardi er en unik og smuk fisk. Dens skønhed er ikke dens forbløffende farver, men snarere deres lange og yndefuld finner. Neolamprologus brichardi er en meget aggressiv og dominerende fisk, der på kort tid overtager et akvarium helt, med mindre der er andre fisk der kan give dem kvalificeret modspil.

 

Opdræt: Skal ha klippehuler hvis man vil have yngel. Prinsessen af Burundi er en af de lettere Tanganyika cichlider at få til at yngle. Den er monogame, hvilket betyder, at et par vil holde sammen for livet. De er hule leger og vil producere omkring 100 unger pr. kuld. De er fremragende forældre de vil være tilbøjelige til at passe deres unge i måneder og vil tage sig af flere kuld på samme tid. Hvis baljen bliver overfyldt med yngel vil forældrene anerkende dette og ikke lægge så mange æg i den næste kuld. Er meget territorial under yngelplejen, dette gælder overfor alle andre fisk i akvariet. Man kan nøjes med et enkelt par men de går gerne flere sammen.


Neolamprologus buescheri kamakonde

Neolamprologus buescheri lever i den dybe del af klippekysten i Tanganyika søen - gerne på over 20 meters dybde - og den lever hovedsagligt af insektlarver den finder i sprækkerne mellem klipperne. Den findes kun i den sydlige halvdel af søen. Den er både en huleleger men også en huleboer der meget sjældent bevæger sig længere væk end 50 cm fra sin hule. 

I akvariet kræver Neolamprologus buescheri masser af gemmesteder og den er en perfekt cichlide i et klippekyst-akvarie fyldt med sten. Der skal aldrig holdes mere en han i samme akvarie, men meget gerne flere hunner, så hannen har et lille harem.

Opdræt:

I Tanganyika søen er det normalt, at en han har flere hunner i sit territorium som han leger med på skift. Hunnerne producerer ganske få æg, men kan til gengæld gentage legen allerede efter kun 14 dage.


Neolamprologus Gracilis

Fisken går ind under prinsesse typerne, Gracilis får lange finner på både rygfinnen, gatfinnen og på halen, den virker meget elegant.
Den findes på klippekyst på ret lav vand 5-20m.
Typisk adfærd som de andre Prinsesse typer, meget territorial under yngelplejen, leger i huler, jeg har haft dem til at yngle i et sneglehus i akvariet. Den holdes både parvis og også i grupper.
Det er en god fisk at have i et blandet Tanganiyka akvarie, også sammen med Tropheus. Akvariet bygges op med huler, gerne sten langs hele bagruden, så kan man se yngel flere steder mellem stene.


Neolamprologus leleupi

 

Denne lange og slanke cichlide har været en grundpille i hobbyen i årtier, og lover at holde sin plads blandt de all-time favoritter. This is due to several factors, primarily its bright color andintriguing parental behavior. Dette skyldes flere faktorer, først og fremmest sin lyse farve og spændende forældrenes adfærd.

N. Leleupi kommer fra lake Tanganyika, og derfor har brug for temmelig hårdt og alkalisk vand. De er indsamlet fra flere steder langs både øst og vestkysten af ​​søen, og især fra Bulu Point, Tanzania og Bemba, Zaire. Den geografiske race, der kommer fra Bulu Point er kendt for sin mørke overskæg - en lille smule af sorte aftegninger over sin overlæbe. 

  

Akvarieforhold: Et godt akvarium, bør de være forsynet med masser af klipper, grotter, og sprækker. Et lyst farvet sand er også anbefalet

  

Opdræt:I naturen er Neolamprologus leleupi et rovdyr, der lever af vandinsekter, og vandlopper. I akvariet accepterer de godvilligt flagefoder. Nogle anbefaler hvide og sorte myge larver  og plankton. 
N. leleupi er en ensom art. Når man opdrætter, vil et seksuelt aktiv mand og en moden kvindelig danne par, men parret varer sjældent længere end en 
måned. I naturen forekommer legen i hunnens hule. Legen vil også forekomme i den kvindelige hule i akvariet. Hvis du bruger en urtepotte eller keramik grotten, skal du sørge for både mænd og kvinder har deres egne, og at de er placeret i hver sin ende af tanken. Legen vil begynde med at den kvindelige fører hannen til hendes hule. Hun vil derefter lægger sine æg på siderne af hulen og hannen vil svømme over dem, deponere sin sæd.

Mellem 50 og 250 æg, men forvente omkring 100 stk. Bemærk,Neolamprologus leleupi er en hemmelighedsfuld hule leger. Du kan holde og opdrætte denne fisk i årevis, og aldrig se æggene. De vil klækker efter omkring fire dage. Efter de udklækkes, vil parret bevogte ungerne, indtil de er store nok til at gå ud og møde verden.  leleupi er fantastiske forældre. Du kan holde ungerne hos forældrene, indtil de er store.


Neolamprologus pulcher

Neolamprologus pulcher er meget nært beslægtet med prinsessecichliden N. brichardi, men der er dog små forskelle, bl.a. i mønsteret på gællelåget. Begge arter har to mørke streger mellem øjnene og kanten af gællelåget. Hos N. brichardi har dette mønster form som et T der er lagt ned på siden. Hos N. pulcher er stregen lige bag øjet ikke vandret, men bøjer nedad og rammer ikke den lodrette streg på kanten af gællelåget, i noget der kunne ligne to C'er. I akvariet krydser de to arter og afkommet er fertilt, så de to skal ikke holdes i samme akvarie.

Et akvarie til et enkelt par N. pulcher behøver ikke være større end 128 liter, men vil man rigtigt iagttage koloni-adfærden er et 250 liters bedre. Akvariet indrettes med en sten opbygning i den ene side der gerne må nå næsten helt op til overfladen. Start med et enkelt par og inden der er gået lang tid, vil man kunne iagttage et væld af unger i forskellig størrelse, der alle bliver beskyttet af forældre fiskene. 

N. pulcher er en aggressiv cichlide og man får nok mest ud af at holde dem i et artsakvarium, evt. med nogle af de mere robuste sneglehuscichlider som L. brevis og L. ocellatus i den modsatte ende af stenopbygningen.


Petrochromis orthognathus

Petrochromis er en af de mest succesfulde og talrigste slægter på Tanganyika søens klippekyst. Alle Petrochromis arter er højt specialiserede algegræssere, med mund og læber fyldt med små tænder i flere rækker, som fuldstændigt er tilpasset denne form for fødesøgning. 

Petrochromis ortognathus lever på klippekysten, også på de lidt dybere dele de er dækket af sediment. Den er nært beslægtet med P. sp. "orthognathus tricolor" og P. sp. "orthognathus ikola", men de har hver deres geografiske udbredelsesområde og varierer en del i farve. P. orthognathus findes i den nordlige halvdel af søen.

Et akvarie til P. orthognathus skal ikke være for lille - helst ikke under 500 liter - da den dels kan lide at svømme meget, og dels da det er en god ide at holde den i en rimelig stor flok for at undgå aggressioner. Tidligere blev det anbefalet at holde Petrochromis i haremsgrupper med kun enkelt han i et akvarie med masser af gemmesteder. I dag har det vist sig at de bedre holdes i store flokke i et ret åbent akvarie, da hannerne på denne måde ikke er i stand til at opretholde territorier.

 

 

Opdræt: Som alle Petrochromis er P. orthognathus en hunlig mundruger, hvor hunnen alene står for mundrugningen, der normalt varer ca. 4 uger.


Spathodus erythrodon

Spathodus erythrodon tilhører gruppen af såkaldte hestenæser fra Tanganyika søen, der lever i brændingszonen hvor de græsser alger af stenene. Hestenæserne er fuldstændigt tilpasset livet i brændingen, ved bl.a. at have en noget anderledes svømmeblære, der hos andre fisk opretholder fiskens ligevægt i vandet hestenæserne derimod falder til bunds hvis de ikke svømmer, hvilket er en stor fordel i brændingens turbulente vand hvor vandstrømmene kan være ekstremt kraftige. Unger af hestenæserne kan findes helt inde ved søbredden på kun få cm vand. De voksne fisk findes normalt fra 30 cm dybde. 

S. erythrodon minder utroligt meget om Eretmodus cyanostictus, og var det ikke S. erythrodons specielle tandsæt var den utvivlsomt blevet placeret i slægten Eretmodus. Den bliver hovedsageligt eksporteret fra Burundi, men findes pletvis i den nordlige del af søen. Der er ingen ydre kønsforskel, udover at hannerne har en tendens til at være større. 

Alle hestenæser kan være ekstremt aggressive mod artsfæller og S. erythrodon er ingen undtagelse. Kunsten ligger i at få et harmonisk par. Nogle gange er man heldig og kan se par skille sig ud i forretningen ellers må man købe en 4-5 stykker og selv lade dem skille sig ud. Når et par er etableret fjernes de resterende. Akvariet til et etableret hestenæse-par behøver ikke være så stort, bare harmonien er i orden  har man derimod en flok er et stort akvarium tilrådeligt. Akvariet skal indrettes med masser af sten, der gerne må nå helt op til overfalden og som det vigtigste, rigtigt meget cirkulation dels til at give bevægelse i vandet som fiskene kan tumle sig i og dels fordi fiskene kræver et meget højt iltindhold for at trives. S. erythrodon passer fint sammen med f.eks. Tropheus og Petrochromis.


Synodontis petricola

Synodintis Petricola er en af de små maller, (catfish) fra Tanganyika søen. 
Synodontis slægten er spredt over store dele af Afrika. Men Petricola lever udelukkende i Tanganyika søen. 
Den bliver ikke særligt stor. Ca 10-12cm. 
I naturen lever de mellem sten og klippestykker. Heraf navnet Petricola, som betyder "a dweller among rocks". 
Den er yderst fredelig overfor andre fisk. Jeg har aldrig set den interessere sig for andre, end sine artsfæller. Den kan dog være noget aggressiv mod disse, indtil gruppeherakiet er plads.
S. Perticola er altædende. Fra alger til små invertebrater, æg, små unger, og hvad den ellers kan finde. Den bruger sine skægtråde på munden, til af finde føde i bundlaget og på sten.
S. Petricola lever overalt i søen.

Opdræt:

Der er modstridende meninger om dette. Nogle oplysninger, går på at fisken er en gøgemalle. Altså at den bruger andre fisk, til at udruge sine æg. Andre mener at den udelukkende smider sine æg imellem stenene. Det har ikke været muligt for mig i skrivende stund, at få af eller bekræftet rygtet med gøgetendenserne. Æggende klækker efter 24 timer. Der er ingen yngelpleje. De kan lægge op til 800 æg.


Tropheus brichardi cape kabogo

Tropheus brichardi er den hyppigst forekommende Tropheus i Tanganyikasøen, hvor den er endemisk. Den lever på klippekysten, hvor den græsser alger. Oftest vil de mere aggressive Tropheustyper, som moorii, trænge den ned på dybere vand. 
Algerne er her af en dårligere kvalitet, ligesom de kan være dækket med "sediment" (fine sandpartikler) Men T. brichardi kan tåle den lidt dårligere kost.

Der er lidt modstridende oplysninger, mht. om T. brichardi danner "schools" (flokke) i naturen. 
I akvariet hvor pladsforholdne er begrænsede, holdes T. brichardi bedst som en flokfisk. En gruppe på 10-12stk og op efter, er mest optimalt.

Vandet til T. brichardi skal, som hos alle andre Tropheus, være af fineste kvalitet. Masser af frisk vand, samt rigelig cirkulation.

T. brichardi har ofte ry for at være mere aggressiv, end andre Tropheus. Dette er efter min mening ikke korrekt. Jeg har flere gange holdt T. Brichardi. Det har været varianter som Malagarazi, Katonga, Isonga. Fælles for dem har været, at ingen af dem har haft tilnærmelsesvis de aggressioner som eks. mine mooriityper eller sp. Blacktyper.

 


Tropheus duboisi kigoma

Tropheus duboisi lever i den nordlige del af søen, hvor den befinder sig ved klipper og i overgangszonen. Det er en af de roligere tropheus arter, og kan holdes i mindre grupper end de andre arter. 8-10 stk. bør dog være minimum.

Der er forskellige måder at opbygge akvariet på. Men som hovedregel kan man sige at jo flere territorier (stensætninger fx) der er jo større chance er der for at de slås. Vil man lade ungerne blive spyttet i akvariet, kræver det en del sten. Har selv ladet mine spytte i akvariet og er der nok sten vil der overleve en del unger. (dog ikke sammenlignet med antallet hvis du tømmer dem selv). Men sjovt er det at se de små plettede unger titte frem mellem stenene....

Opdræt:

Duboisi er ligesom de andre tropheus-arter mundruger, hvilket vil sige at den ruger æggene i munden indtil de er udruget, og ungerne er klar til at klare sig selv. Det tager normalt 21-23 dage fra befrugtning til udklækning. Har dog oplevet at der væsentlig længere tid før de spytter ungerne i akvariet.


Tropheus moorii

Tropheus Moorii lever på klippekysten, langs hele søen. Alle steder hvor der er klipper på forholdsvis lavt vand, forekommer de. Typisk ned til 15-20meter vand. Her finder de deres føde, som er alger.

I naturen lever Tropheus Moorii oftest alene. Dog kan de ses parvis, eller i mindre grupper.
Tropheus Moorii er aggressiv af natur. Eksempelvis kan den, hvor den lever sammen med Brichardi typerne, trænge disse ned på dybere vand, hvor det eftertragtede Aufwuchs er dårligere.
Tropheus Moorii har et meget sart tarmsystem. Tarmen er meget lang. Ca 3 gange fiskens længde. Den er fuldstændig tilpasset Aufwuchsen, og derfor meget sart overfor andre fødeemner.

Det er den mest eftertragtede, af alle de forskellige Tropheus typer. Moorii typerne kaldes i flæng, for regnbue-typerne. Dette referere til deres, for de flestes vedkommende, meget farverige aftegninger.
I akvariet holdes Tropheus Moorii bedst som en gruppe, af en rimelig størrelse. Typisk 12-15 individer. De opbygger så et meget struktureret hierarki. Når dette først er etableret, skal man ikke tilsætte, eller fjerne individer. Dette vil ofte medføre voldsom aggressivitet.
Hvis man evt vil tilføje emner kan man gøre det at man fjerner alle stenene i akvariet en dags tid. Derefter tilsættes de nye beboere og derefter laver man en ny opsætning i akvariet. Herved vil der naturligt laves et nyt hieraki.

 


Tropheus sp ikola kekese

Tropheus sp. "ikola" regnes i dag for en selvstændig ubeskrevet art - den kendes fra de andre Tropheus arter, ved sit brede gule bånd på kroppen der normalt ikke fortsætter op i rygfinnen. Den er udbredt mellem Ikola og Isonga i Tanzania

Tropheus sp. "ikola" lever på den øveste sedimentfrie del af klippekysten og ernærer sig af at græsse alger

Et akvarie til T. sp. "ikola" skal ikke være for lille - helst ikke under 325 liter - men ligeså vigtig er det, at man starter ud med en god stor flok, da hannerne ellers vil kæmpe aggressivt med hinanden om de bedste territorier - jo flere fisk, jo færre territorie kampe. Et godt udgangspunkt er 15-20 liter vand per fisk. Akvariet indrettes med nogle stenopbygninger og lyset må gerne være stærkt for at give optimale vilkår for algevækst, som fiskene kan græsse i.

 

Opdræt:

Tropheus sp. "ikola" er ligesom de andre Tropheus arter en hunlig mundruger. Hunnen går normalt med æg og unger i ca. tre uger - derefter er blommesækken væk og hun begynder stille og roligt at lade ungerne slippe ud, hvis der ikke er fare på færde.


Tropheus sp red cape kachese

Tropheus sp. "red" regnes i dag for en selvstændig ubeskrevet art, da man flere steder har observeret T. sp. "red" levende side om side med Tropheus moorii. Tropheus sp. "red" findes i den sydvestlige del af søen.

Tropheus sp. "red" kendes fra Tropheus moorii, ved at have en mørke rød eller bourdeaux farvet krop og mangle de lyse farvetagninger på siden af kroppen som kendetegner Tropheus moorii. T. sp. "red" har derudover rødlige finnestråler i bugfinnerne, mens den første finnestråle på bugfinnerne hos T. moorii altid er blålig.

Tropheus sp. "red" lever på den øveste sedimentfrie del af klippekysten og ernærer sig af at græsse alger

Et akvarie til T. sp. "red" skal ikke være for lille - helst ikke under 325 liter - men ligeså vigtig er det, at man starter ud med en god stor flok, da hannerne ellers vil kæmpe aggressivt med hinanden om de bedste territorier - jo flere fisk, jo færre territorie kampe. Et godt udgangspunkt er 15-20 liter vand per fisk. Akvariet indrettes med nogle stenopbygninger og lyset må gerne være stærkt for at give optimale vilkår for algevækst, som fiskene kan græsse i.

 
Log ind
Brugernavn

Kodeord



Er du endnu ikke registreret bruger?
Klik her for at oprette dig.

Har du glemt dit kodeord?
Bed om et nyt ved at klikke her.
 
Brugerafstemning
Skal der være en besøgs-dag i klubben i februar måned

Ja det ville være rar
Ja det ville være rar
100% [1 Stemme]

Nej Tak
Nej Tak
0% [0 Stemmer]

Stemmer: 1
Du er ndt til at logge p for at stemme.
Pbegyndt: 14.01.14
Afsluttet: 06.12.14

Afstemningsarkiv
 
Replikboks
Du skal vre logget ind for at skrive en replik.

25-08-2017 15:29
Slås igen med danske karaktere, det virker igen Vred

23-02-2015 01:38
Har haft lidt problemer med de danske karaktere. det skulle være i orden igen. finder i problemer så skriv lige takker.

09-12-2014 19:45
Rigtig glædelig jul og et godt nytår
 
Begivenheder 6 Mneder frem

Ingen begivenheder.

 
Siden dannet p: 0.18 sekunder
2,256,814 Unikke besg